Mr. Hattrick!

Ikke færre end 3 Danmarksmesterskaber i træk, med 2 forskellige kørere står der på CV’et. En bedrift ud over det sædvanlige, og han stopper ikke her.

Mathias Brøgger Jensen er navnet – han er racer-mekaniker med speciale i formelbiler. Racingblodet løber stærkt og vildt i hans årer. Fra han var fire år gammel fik han lov til at komme med på den jyske racerbane Ring Djursland. Det var noget der passede den unge knægt godt. Han var med i rydningsbilen når der skulle fjernes havarerede biler på banen, og da han blev ældre var det naturligt for ham at gøre en indsats som official på løbsdagene. Noget han virkelig har nydt. Benny Stubberup var manden der “opdagede” det unge talent. Han var løbsleder på Ring Djursland og fik hurtigt et godt øje til den friske østjyske knægt. De to udviklede gennem årene et tæt venskab med motorsport i centrum. Benny var den erfarne, der elskede at lære fra sig, og Mathias den unge knægt, der virkelig tog for sig af den lærdom der blev sendt hans vej. 

Glæden ved motorer fulgte med Mathias ind i ungdomslivet, og da der skulle vælges uddannelse, var der ingen tvivl om hvad valget skulle falde på – han skulle være mekaniker. Han kom i lære som lastvognsmekaniker hos Svend Pilgaard Automobiler. I racingsæsonen blev weekenderne brugt på racerbanen, og sådan er det stadig. I starten var det som official, men da Alex Frederichsen stod og manglede en mekaniker var det nærliggende for Mathias at springe til. På den måde kunne han få en ny vinkel på jobbet som mekaniker, og samtidig kunne han jo gøre passionen for motorsport til en regulær hobby. Og som en ekstra bonus var han sikret endnu mere samvær med sin “mentor” og gode ven Benny Stubberup, der som svigerfar til Alex Frederichsen havde sin daglige gang hos Team FSP.

Således startede det – i 2012 gik Mathias “i lære” hos FSP som racemekaniker. I dag 6 år efter er han stadig at finde i teamet. Han lærte hurtigt kunsten at sætte en racerbil rigtigt op til løb, og nød stor respekt hos kørerne og de andre mekanikere i teamet. For Mathias gav nemlig altid en hånd, når der var brug for det, uanset hvem der havde brug for det. Den første store triumf kom i 2016 hvor han var mekaniker for Daniel Lundgaard i Formel Ford klassen. Har havde han en stor andel i Daniels Danmarksmesterskab. Som en naturlig del af de mange timer sammen, udviklede de to et tæt venskab. Så da Daniel Lundgaard tog skridtet til Renault Formel 4 i 2017, spurgte han Mathias om ikke han ville være den ledende mekaniker i hans team. Mathias var glad for arbejdet hos FSP, men han ville også rigtig gerne hjælpe sin ven. Han vidste at Daniel havde det der skulle til for at blive den første danske mester i Formel 4 klassen. Han tog derfor en snak med Alex Frederichsen om situationen. Selvom Alex gerne så Mathias fortsætte så forstod han. 

Det blev en spændende sæson. Dels var det den første sæson nogensinde med Formel 4 i Danmark, og samtidig så var der lagt op til en svær sæson. For det var ikke kun Daniel Lundgaard der gik efter den første titel. De to nærmeste konkurrenter fra 2016 sæsonen i Formel Ford, Christian Rasmussen og nr. 3 Frederik Vesti, havde også meldt deres ankomst til klassen. I øvrigt sammen med andre prominente navne som Noah Watt og Casper Pilgaard. Det blev også en tæt sæson. Men igen viste Mathias at han var den mekaniker som Daniel havde håbet på. Hans evner som mekaniker var med til at sikre Daniel Lundgaard mesterskabet inden sidste afdeling. 

-“Det var kæmpestort at kunne være med til at fejre mesterskabet. Og at være mekaniker på det det vindende team for andet år i træk, var helt fantastisk!”

Efter 2 sæsoner med danmarksmesterskaber på cv’et var Mathias klar på at lave et hattrick. Men sæson 2018 startede desværre ikke helt som Mathias havde håbet. Hans gode ven og mentor Benny Stubberup tabte i starten af marts, kampen til kræften. Det var en sorgens dag. For ikke kun havde Benny været ham der havde introduceret Mathias for motorsporten – han havde også været som en ekstra far for ham. Pludselig var han væk, og det var desværre ikke til at ændre på. Paradoksalt nok skulle det vise sig, at blive Mathias’ vej til hattricket. Kort efter Bennys begravelse, henvendte Alex sig igen til Mathias, for at høre om han var klar til endnu en sæson i Team FSP. Mathias havde kun et krav. Og det var at han kunne være mekaniker for den nye kører Casper T. Hansen. Årsagen var den, at Casper havde mistet sin mor, til den selvsamme kræft som kostede livet til Benny. Casper kom med et projekt for Kræftens Bekæmpelse i ryggen, og det gav rigtig meget mening for Mathias, at kunne give sit bidrag ved at være mekaniker for Casper. Sådan blev det!

Det skulle vise sig at være en rigtig god ide. For Casper T. Hansen er en dygtig herre. Sammen gav han og Mathias både konkurrenterne og kræften baghjul, og vandt Renault Formel 4 mesterskabet i næstsidste afdeling. Hattricket var i hus. Men vigtigere end hattricket og de mange løbssejre, er alligevel de mange venskaber som motorsporten har givet Mathias. De to kørere der har kørt mesterskaberne er heller ikke i tvivl. Daniel Lundgaard udtaler sig således om Mathias: 

-“Mathias er et fantastisk individ og har stor andel i de to danske mesterskaber vi vandt sammen i henholdsvis ’16 og ’17. Jeg er utroligt taknemmelig for hans utrættelige arbejdsindsats og ikke mindst det venskab vi har i dag.”

-“Hans force er helt sikkert hans arbejdsmoral blandet med hans rare personlighed, som også er grunden til at han fungerer så godt i et team.”

-“Mathias kan dog blive noget så nervøs i tiden omkring og under et racerløb, hvor der er meget på spil – derfor må han ofte gå i pendulfart til banens toiletter, for at lette trykket på blæren. Af denne grund får han ikke altid set hele racerløbet, hvorfor han af og til lige må have en briefing om det han er gået glip af i sin tid væk fra pitten.

Daniel fortsætter: 

-“En sjov anekdote er historien om vores tur til Adria-banen i Italien i foråret ’17. Her var Mathias, vores anden fremragende mekaniker Mads og jeg kørt afsted med materiellet i en lånt Iveco Daily med trailer efter. Iveco’en var i en sølle stand med en gearkasse rømmet for synkromesher, der gjorde det til noget af en opgave, når vi sjældent kunne holder farten over de 50 op af de stejle bakker i syden. Mathias trak det korteste strå, eftersom han var det eneste med trailerkørekørt, og var eneste mand bag rattet. Men med røverhistorier og en diæt bestående af energidrik og en frygtelig masse Kinder-chokolader kom vi alligevel frem 30 timer senere.”

Også Casper T. Hansen har pæne ord at sige om Mathias:

-“Mathias var helt klart en af de bedste mekanikere jeg har haft. Det er tydeligt at han har fuldstændig styr på det han laver, og så havde vi også bare en rigtig god kemi lige fra starten af. Han er rolig, fattet og seriøs når det drejer sig om racen, men er højt på strå, med jokes og det hele uden for banen og derfor ser jeg også Mathias, som en ven.”

Nu er 2018 sæsonen slut for Mathias’ vedkommende. Men mon ikke der er en chance for at vi får ham at se igen til næste sæson. Selv udelukker han det ihvertfald ikke: 

-“Efter en intens sæson, er det altid rart lige at få pusten igen – men det plejer at kilde gevaldigt i fingrene, når vi når til midt i januar. Lad os nu se.” – slutter Mathias med et smil.

Del nyheden
Facebook
Twitter
Email