Bare halvanden uges pause er der mellem anden og tredje afdeling af det danske Formel 4-mesterskab. Efter en velbesøgt afdeling på Sturup Raceway gælder det i weekenden Sommerløbet på FDM Jyllandsringen.
På den svenske asfalt kørte Julius Dinesen sig i front af mesterskabet foran den fraværende Sebastian Gravlund, som var i Spanien for at køre i det spanske mesterskab. På Jyllandsringen er Gravlund tilbage og vil med garanti gøre sit for at hente vigtige point til mesterskabet. Han skal ikke tage en stor pointhøst for givet – der er masser af kørere om buddet.
Både Theodor Jensen og Magnus Pedersen såvel som Victor T. Nielsen har taget faste i den øverste halvdel af feltet, og fortsætter udviklingen som hidtil, kan vi se frem til tætte og spændende dueller om placeringerne gennem hele feltet.
Mika Abrahams fik sin Formel 4-debut i Sverige, og Jyllandsringen er nyt territorie for den 14-årige sydafrikaner. Flere kørere i feltet har begrænsede erfaringer med den midtjyske racerbane, så der bliver travlt med at lære banen at kende i lørdagens træning.
Én af de kørere, som rejste fra Sturup med armene strakt højt over hovedet, var Frederik Stenå. Den 21-årige andetårskører sikrede en andenplads – sin første podieplads – i weekendens midterste heat på den svenske bane. Han er efter sigende gået i skarp simulatortræning for at finde de sidste tiendedele inden weekendens løb, så det kan blive interessant at se hvor han og SD Racing befinder sig på Jyllandsringen.
En vejrudsigt kan man sjældent stole på – men der er garanteret udsigt til godt racerløb, når Formel 4-feltet ruller ud på FDM Jyllandsringens asfalt i weekenden. Er man ikke selv til stede, kan løbene streames gratis på https://youtube.com/supergtdanmark.
Tidsplan for F4 Danmark ved Sommerløbet
Lørdag d. 25. juni
11:15 – Træning
14:05 – Tidtagning
16:40 – Race 1
Søndag d. 26. juni
10:35 – Race 2
17:35 – Race 3