Teams i Formel 4

TEAMS I VERDENSKLASSE

I løbet af de seneste sæsoner har flere teams meldt deres ankomst i Formel 4-feltet. Niveauet hæves hvert år, takket være dygtige og erfarne teams, der bliver ved med at lægge kræfter i talentudvikling både i og udenfor banen.

STEP Motorsport

Formel 4 Teammestre 2023

STEP Motorsport er den aktive del af STEP Sports Management, der har som mission at klæde unge motorsportstalenter på til en professionel karriere. 

Teamchef Morten Dons har selv jagtet en professionel karriere med afsæt i formelracing, men har siden 2018 arbejdet for at hjælpe næste generation på vej.

I 2022 debuterede STEP Motorsport i Formel 4 og dannede vejen for Julius Dinesens Danmarksmesterskab.

TEam formulasport

Uden overdrivelse Danmarks mest erfarne formelteam. Henrik Jacobsen var selv aktiv racerkører i slutningen af 1980’erne, men skiftede køredragten ud med rollen som teamchef og gav i 1990 Jan Magnussen sin debut i Formel Ford.

Op gennem 90’erne og 00’erne var Team FormulaSport aktiv i Formel Ford og siden Formel Renault. I 2021 vendte teamet tilbage til formelracing og har lige siden kæmpet med om topplaceringerne.

TEAM B-A-R

Teamet fik måske sin debut i 2023 med Mikkel Gaarde Pedersen bag rattet, men ikke desto mindre endte sæsonen med et mesterskab til sønderjyderne.

Helt nye i faget er de dog ikke. Bag teamet står Tom Pedersen, ejer af Padborg Park og tidligere formelkører, og det er erfarne mekanikere som er tilknyttet teamet.

FSP

Frederichsen Sport & Promotion har dyrket formelracing siden 1990’erne, hvor Alex Stubberup Frederichsen selv kæmpede med i Formel Ford-klassen. Siden har Alex blandt andet været involveret i forskellige teams og løbsserier samt udviklingen af den danskbyggede Aquila CR1-racer.

FSP har deltaget i Formel 4 siden mesterskabet startede i 2017.