Det danske stortalent bygger videre i USA, på sin succes fra sidste sæson i dansk Formel 4.
Med sine to sejre og en andenplads i sidste afdeling af det amerikanske mesterskab i Formel 4, viste Christian Rasmussen på fornemste vis, at han virkelig har fået maksimalt udbytte af sidste sæson i Renault Formel 4 Danmark.
Christian gik ind til 3. afdeling af det amerikanske mesterskab som nr. 4 i mesterskabet, og med et stort behov for at vise at de manglende resultater i 2. afdeling ikke var gummiben, men at det faktisk skyldtes tekniske problemer. Lad os løfte sløret – Christian var i særklasse bedste mand i weekenden!
Christian startede som P3 til første heat, og fik nappet en enkelt placering undervejs i løbet. I heat 2 startede Christian på P2, og også her blev det til en forbedring på en enkelt placering. Det betød at han indtog øverste plads på pallen, for 3. gang i sæsonen. Selvom han blev fulgt til dørs af den førende i mesterskabet, så afviste han ham flot og kørte over stregen som den første, med 4/10 sekund til konkurrenten.
Det var dog ikke nok for den unge københavner. Han var fast besluttet på at vise at danske racerkørere er gjort at noget specielt. I heat 3 startede han som 3’er. Og da det ternede flag blafrede foran Christian var han forrest. Han satte den nærmeste konkurrent med 4 sekunder. Med 30 biler til start er 4 sekunders forspring en fantastisk præstation.
Der mangler stadig at blive frigivet de officielle resultater fra heat 2 og 3, men hvis resultaterne bliver stadfæstet indtager Christian nu andenpladsen i det amerikanske mesterskab. Det er noget der passer den unge rødhårede humørbombe ganske godt.
Promotor i Renault Formel 4 Danmark, Peter Utoft er også rigtig glad for at se at Christian viser det danske flag så flot.
Det er jo fantastisk, og det viser at vi kan noget i Danmark, når det handler om at udvikle dygtige racerkørere. Når både Christian og Frederik (red; Frederik Vesti) leverer så flotte resultater som de gør, så føler vi at vi med rette kan klappe os selv på skulderen over det vi kan i Danmark. Og det nye kuld i år har også nogle meget talentfulde chauffører, så vi tror det kan gentage sig, hvis ellers tingene flasker sig for talenterne i fremtiden.
Promotoren tager i næste weekend til Norge for at følge sine talenters kamp om point og læring på den fantastiske bane Rudskogen. Christian Rasmussen holder en velfortjent sommerferie, inden han d. 3. august tager hul på 4. afdeling af det amerikanske mesterskab. Sommerferie er nu så meget sagt, for der skal trænes hårdt, søges sponsorater og opdateres hjemmeside. Sådan er det – selvom talentet er stort, skal der arbejdes hårdt for at kunne leve sin drøm. Mon ikke Christian alligevel gør det med et stort smil.
Vi ønsker ham i hvertfald tillykke med de flotte resultater.
Renault Formel 4 Danmark